Iværksætter-boom på universiteterneVidenskabsministeriet28/09-2003 Hver tredje studerende ved landets universiteter ønsker at være iværksætter - og hver niende er det allerede under studiet. - Det er ganske overraskende og meget flotte tal, som lover godt for Danmarks fremtid, siger videnskabsminister Helge Sander. Iværksætterkulturen trives ifølge en ny undersøgelse bedst på humaniora og samfundsfag. Blandt universiteterne skiller IT-Universitetet sig markant ud med en særlig høj andel iværksætteraktive og tildeles i dag den 26. september prisen som årets iværksætteruniversitet. Undersøgelsen er den første måling af temperaturen på iværksætterkulturen blandt universitetsstuderende, som Videnskabsministeriet vil gennemføre hvert år. Den viser, at hver niende - 11,5 procent - allerede er aktiv som iværksætter i løbet af studiet. Dertil kommer, at godt hver fjerde - 27 procent - har seriøse overvejelser om at starte egen virksomhed, så det samlede iværksætterpotentiale omfatter 38,5 procent af de studerende i undersøgelsen. - De videnbaserede virksomheder er centrale for værdiskabelsen i samfundet. De positivt høje tal betyder, at vi har et godt udgangspunkt, når regeringen vil styrke iværksætterkulturen, det frie initiativ og selvstændigheden i det danske forsknings- og uddannelsessystem, siger videnskabsministeren. Undersøgelsen blandt mere end 2.600 studerende viser, der er relativt flere iværksætteraktive blandt de studerende på humaniora og samfundsvidenskab. - De aktuelle beskæftigelsestal for nyuddannede inden for eksempelvis humaniora har øjensynlig ført til, at de studerende på disse fag i højere grad er indstillet på selv at tage et initiativ. Det er meget positivt. IT-Universitetet i København ligger på en ubestridt førsteplads blandt landets 12 universiteter, når det gælder iværksætterkultur. De studerende på IT-Universitetet er i langt højere grad sporet ind på en iværksætterkarriere, og universitetet inspirerer hertil og udvikler de studerendes kompetencer i den retning. - Jeg er imponeret over den eksemplariske indsats for selvstændighed og iværksætterkultur, som møder de studerende på IT-Universitetet, siger Helge Sander, der i eftermiddag - fredag den 26. september - kårer IT-Universitetet som årets iværksætteruniversitet i forbindelse med universitetets årsfest. - Prisen som årets iværksætteruniversitetet vil næste år tilfalde det universitet, der gør størst fremskridt. Så også på de universiteter, hvor der på dette felt er god plads til forbedringer, kan man roligt smøge ærmerne op og gå i gang. Et af værktøjerne til at forbedre iværksætterkulturen indgår i regeringens universitetsreform, som styrker universiteternes vejledningsindsats over for de studerende. - Vi vil også søge at forbedre mulighederne for at inddrage de forskningsbaserede iværksættere i undervisningen af de studerende, siger Helge Sander. Dette initiativ vil være et af elementerne i regeringens kommende handlingsplan "Et samfund med plads til det frie initiativ." |
||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |